FN: Syriske flygtninge lever i dyb fattigdom i Libanon

Tre ud af fire syrere i Libanon lever for under 24 kroner om dagen. Der bliver flere ekstremt fattige.
Syriske flygtninge står i kø på Martyrpladsen i Libanons hovedstad, Beirut, for at modtage hjælp i form af varmt vintertøj, tæpper, varmeapparater og andet, som skal hjælpe dem gennem endnu en vinter på flugt.
Syriske flygtninge står i kø på Martyrpladsen i Libanons hovedstad, Beirut, for at modtage hjælp i form af varmt vintertøj, tæpper, varmeapparater og andet, som skal hjælpe dem gennem endnu en vinter på flugt. Foto: Anwar Amro/arkiv/AFP

Over halvdelen af de mange syriske flygtninge, der har søgt tilflugt i nabolandet Libanon, lever i ekstrem fattigdom. Langt størstedelen lever under fattigdomsgrænsen.

Det viser en opgørelse fra FN's flygtningehøjkommissariat, UNHCR.

Gennem de seks år, krigen i Syrien har raset, er de syriske flygtninge i Libanon sunket dybere ned i fattigdom og gæld, siger UNHCR.

58 procent af de syriske familier lever i ekstrem fattigdom. Det vil sige, at de har et beløb, der er mindre end 2,87 dollar (18 kroner) at leve for om dagen.

Det er en stigning på fem procent i forhold til det antal syriske flygtninge, der sidste år levede for et tilsvarende eller mindre beløb.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

- De syriske flygtninge i Libanon kan knap nok holde sig oven vande, siger UNHCR's repræsentant i Libanon, Mireille Girard.

- De fleste familier er ekstremt sårbare og afhængige af hjælp fra det internationale samfund, siger hun.

UNHCR's undersøgelse viser, at tre ud af fire - 76 procent - af de syriske flygtninge i Libanon lever under fattigdomsgrænsen. Den ligger på et beløb der svarer til 24 kroner om dagen.

Næsten 90 procent af syrerne har sat sig i gæld på grund af deres situation, siger UNHCR.

FN's tal viser, at over en million syriske flygtninge har søgt tilflugt i Libanon.

Libanons regering mener, at det reelle tal er højere, fordi en del af flygtningene ikke har ladet sig registrere hos UNHCR og dermed ikke tæller med i den statistik.

De mange flygtninge har lagt stort pres på Libanon, der er en fjerdedel af Danmarks størrelse.

Landet havde i forvejen over fire millioner indbyggere og kæmpede med økonomisk nedgang, allerede inden de mange syriske flygtninge begyndte at komme.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.