Der er op mod 30.000 medlemmer af den militante bevægelse Islamisk Stat (IS) tilbage i Syrien og Irak. Og bevægelsens globale netværk udgør en stigende trussel.
Det konkluderer en ny FN-rapport, skriver nyhedsbureauet AP.
Til trods for at IS er nedkæmpet i Irak og store dele af Syrien, er det sandsynligt, at en "hemmelig version" af den militante bevægelses kerne vil overleve i begge lande, lyder det i rapporten.
Det kan lade sig gøre, fordi IS fortsat har stærke støtter i både Afghanistan, Libyen, Sydøstasien og Vestafrika.
Rapporten er udarbejdet til FN's Sikkerhedsråd af en række eksperter, der fører tilsyn med sanktionerne mod IS og al-Qaeda.
Mens mange IS-krigere og højtstående medlemmer er blevet dræbt, og mange krigere og sympatisører er flygtet fra konfliktzonerne, er der fortsat mange IS-medlemmer tilbage i begge lande.
FN-rapporten estimerer, at der er mellem 20.000 og 30.000 IS-medlemmer fordelt nogenlunde ligeligt i Irak og Syrien. Flere tusind af dem er militante støtter fra andre lande, lyder vurderingen.
Nogle er engageret i militær aktivitet, mens "andre skjuler sig i sympatiserende lokalsamfund og urbane områder", lyder det i rapporten.
Islamisk Stat erobrede i 2014 store dele af Irak og Syrien. Da gruppens territorium var størst, strakte det sig fra Aleppo i Syrien til nord for den irakiske hovedstad Bagdad.
Mens store dele af IS' fysiske kalifat siden er blevet ødelagt, har bevægelsen transformeret sig til et "terrornetværk".
Alligevel er IS' kontrol fortsat opretholdt, ligesom Abu Bakr al-Baghdadi stadig fungerer som leder til trods for meldinger om, at han skulle være såret.
Også al-Qaedas globale netværk viser en stærk overlevelsesevne, konkluderer rapporten.
I lande som Somalia, Yemen, det sydlige Asien og Sahel-regionen i Afrika er al-Qaeda endnu stærkere end IS.
/ritzau/