Australske ejere af de små mopser samt franske bulldogs må efterlade Fido derhjemme, hvis de havde tænkt sig at rejse med en af landets store flyselskaber. Både Qantas og Virgin Australia har nu helt forbudt de små hunde om bord på deres fly efter adskillige dødsfald.
Forbuddet kommer i kølvandet på, at nogle ejere af døde hunde har lagt sag an mod flyselskaberne, fordi de påstår, at hundene var udsat for intens hede.
Men ikke kun ovennævnte hunde har fået forbud fra Virgin. Også cocker spaniels, boxere, chihuahuas og mange katte fra perser, burmesere og flere andre racer.
Flyselskabet udtaler, at "selv om det er beklageligt, at man ikke kan tage sin hund eller kat med ud at rejse, så er de nævnte racer særligt udsatte for respiratoriske problemer i luften og især mobs og franske bulldogs har som udgangspunkt et dårligt helbred", hedder det.
Kortnæsede mest udsatte
Og de australske flyselskaber får måske snart følge af flere amerikanske. De har nemlig på et tidspunkt indberettet dødsfald blandt racehunde under flytransport, og det viser sig, at de kortnæsede hunde er mest udsat.
I perioden på et år blev indberettet i alt 108 dødsfald blandt racehunde, og af dem var næsten en fjerdedel, 25, engelske bulldogs. Næstmest udsat er mopser med 11 døde hunde. Frygten for store sagsanlæg får flyselskaberne til at overveje det australske flyveforbud for de små kræ.
– Det er åndedrættet, der er problemet. De kortnæsede hundes hovedform påvirker deres luftveje, oplyser Dan Bandy, der er formand for helbredsafdelingen under Bulldog Club of America til Associated Press.
– Hunde nedkøler sig selv med deres åndedræt, enten ved at gispe eller ved at trække vejret hurtigt ind og ud. En hund med en lang snude har et større areal inde i næsen til det formål og dermed mere effektivt nedkøling.
Et mindre kirurgisk indgreb, hvor man klipper en muskel i hundenes næser og udvider luftpassagen, kan derved gøre en bulldog mere flyveegnet.