Et såkaldt ultralet fly er torsdag formiddag styrtet ned på en mark lidt uden for Brønderslev i Nordjylland.
Angiveligt fik det lette fly motorstop kort efter start.
Flyet havde to passagerer. Til Nordjyske fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi, Åge Pedersen, at de to personer ligger fastklemt i flyvraget.
- Men hvor svært tilskadekomne de er, ved vi endnu ikke, fortæller Åge Pedersen, til Ritzau.
Ulykken skete omkring klokken 10.00 ved Sønder Engvej nær Hirtshalsmotorvejen.
/ritzau/