Hammeren skal falde tungt, hvis man flygter fra et trafikuheld.
Ovenpå weekendens tragedie i København, hvor to unge mænd blev kørt ihjel af en flugtbilist, vil justitsminister Lene Espersen (K) skærpe straffen.
- Hvis man er så fej, at man flygter fra et
trafikuheld, skal det koste frihedsberøvelse - så skal man i fængsel.
Man har et ansvar for at hjælpe, siger Lene Espersen til TV 2.
Hun regner med at have et egentligt lovforslag klar i kløbet af to måneder, så det kan nå at blive behandlet i Folketinget inden sommerferien.
En rapport fra rigsadvokaten har vist, at langt de fleste flugtbilister hidtil er sluppet med en bødestraf.
I 2005 stak 156 bilister af fra ulykker, mens tallet i 2006 var 189. Hvor mange, der stak af i 2007, er ikke opgjort endnu. Tre ud af fire flugtbilister bliver aldrig fundet.
I sagen fra København er en 33-årig mand blevet varetægtsfængslet, efter at han mandag - mere end to døgn efter ulykken - meldte sig selv til politiet.