Valgstederne er nu lukket i Zimbabwe, hvor landets indbyggere onsdag har skullet beslutte, om veteranpræsidenten Robert Mugabe skal have lov at fortsætte, eller om hans førsteudfordrer, Morgan Tsvangirai, skal have magten.
Valget, der ventes at blive tæt, har været præget af beskyldninger om valgsvindel fra Mugabes allierede, der ønsker at forlænge hans 33-årige styre.
Ifølge observatører er valget forløbet fredfyldt og umiddelbart uden voldelige sammenstød som ved valget i 2008.
- De første meldinger fra valgstederne tyder på et fredfyldt, ordentligt, frit og fair valg, siger Olusegun Obasanjo, lederen af Den Afrikanske Unions observatørhold.
Det er tredje gang, at Tsvangirai forsøger at tvinge Afrikas ældste leder på pension.
Men uden troværdige meningsmålinger og med heftige påstande om valgsvindel er det temmelig svært at vurdere, hvor gode Tsvangirais muligheder er for at detronisere 89-årige Mugabe er.
Præsidenten, der på mange måder har styret landet som en diktator, har haft magten siden landets uafhængighed fra Storbritannien i 1980.
Omkring 14.000 observatører fra udlandet har fulgt valget, der også gælder en ny nationalforsamling.
Resultatet af præsidentvalget, der muligvis skal ud i en anden runde, ventes først offentliggjort i løbet af fem dage.
/ritzau/Reuters