Den gavmilde gruppe af superrige mennesker er udvidet med 11 milliardærer.
Den amerikanske gruppe kaldes The Giving Pledge og blev dannet i 2010 af Bill Gates, manden bag Microsoft, og investeringsguruen Warren Buffet.
Medlemmer af gruppen lover, at de vil give halvdelen af deres formue - eller mere - til velgørende formål.
Med de seneste 11 velhavere består gruppen af 92 personer med rigtig mange penge at give væk.
Blandt de nye medlemmer er Reed Hastings fra tv-selskabet Netflix, medstifter af firmaet Intel Gordon Moore samt den tidligere chef for selskabet Seagram, Charles Bronfman.
De er nu kommet i selskab med Ted Turner, grundlægger af CNN, New Yorks tidligere borgmester, Michael Bloomberg, Oracles medstifter Larry Ellison, Hollywood-filmmanden George Lucas og mange flere.
- Vi har sagt fra begyndelsen, at det her er et langsigtet arbejde, så det er dejligt at se det fortsatte fremskridt over de seneste to år, siger Bill Gates.
- Denne nye gruppe bringer omfattende forretningsmæssig og filantropisk erfaring, som vil berige samtaler om, hvordan filantropi får så stor en effekt som mulig, tilføjer Gates.
/ritzau/AFP