Danskerne er blevet bedre til at huske sikkerhedsselen. Både på dem selv og børnene. Samtidig falder andelen, der får bøde for håndholdt mobiltelefon, ved målrettede ugekontroller, viser tal fra Rigspolitiet.
I en ud af seks stoppede biler havde en passager glemt selen ved politiets sele- og håndholdt mobil-kontrol i hele sidste uge. Ved en lignende kontrol i foråret var det omkring en ud af fire biler, hvor en passager havde glemt selen.
Samtidig med at de voksne spænder selen, så husker flere også børnene på bagsædet, inden nøglen drejes.
I sidste uge hev politiet i alt knap 6000 biler ind til siden, hvor kun 24 børn var uden sikkerhedsudstyr. Ved samme kontrol i foråret standsede politiet over 8000 biler, og her var 84 børn uden tilstrækkelig sikkerhedsudstyr.
Brug af sikkerhedssele er dog stadig et af de vigtigste midler til at nedsætte antallet af dræbte og kvæstede i biler. Havarikommissionen dokumenterede i rapporten "Hvorfor sker ulykkerne", at manglende selebrug er en afgørende skadefaktor.
Og den nye danske duksestil i trafikken fortsætter med mobiltelefonen, der oftere må ringe forgæves, når ejeren kører bil.
I foråret var det knap hver ottende standsede bil, der ved ugekontrollen endte med en bøde for håndholdt mobiltelefon. I sidste uge var det kun en ud af 12 stoppede bilister, der fik en bøde for at snakke løs med kun en hånd på rattet.
Det koster nu 1500 kroner i bøde, hvis man snakker i mobiltelefon under kørslen eller undlader at spænde sikkerhedsselen.
Hvis man ikke sikrer, at børn under 15 år bruger sele eller andet sikkerhedsudstyr, stiger bøden til 2000 kroner og koster også et klip i kørekortet.
/ritzau/