Når ledigheden rammer, kan det gå hårdt ud over psyken. Faktisk tidobler arbejdsløshed risikoen for at blive svært deprimeret, viser ny dansk forskning.
"Der er dramatisk forskel på at være i arbejde og ikke i arbejde. Derimod viser det sig, at der ikke er den store sammenhæng mellem uddannelsesniveau og risikoen for at lide af en depression," siger adjunkt og ph.d. på Københavns Universitet, Ingelise Andersen.
Derfor handler det om, at bruge tiden på noget meningsfyldt, hvis jobbet ryger.
Man kunne eksempelvis rette på forholdet til konen og børnene, foreslår arbejdspsykolog Einar Baldursson fra Aalborg Universitet.
"Det gode forhold til familien, som kan være svært at opretholde i en travlt hverdag, er jo på mange måder en af forudsætningerne for, at man har de kompetencer, som det moderne arbejdsmarked efterspørger," siger Einar Baldursson til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han peger samtidig på, at det offentlige skal behandle ledige med respekt, så de kan holde motivationen oppe.