Nordjyllands Politi holder kortene meget tæt til kroppen i en sag om mulig dobbeltvoldtægt på en stripklub i Jomfru Ane Gade i Aalborg.
Politiet fik tirsdag morgen klokken 05.50 en anmeldelse fra to kvinder.
Kvinderne er 22 og 23 år, og de hævder at have været udsat for voldtægt i løbet af natten på samme adresse.
- Der er anholdte i sagen, og der pågår i øjeblikket nærmere efterforskning, siger vagtchef Åge Pedersen.
Politiet ønsker ikke at sige mere i sagen, da et eventuelt grundlovsforhør kræves holdt for dobbelt lukkede døre.
Det vil sige, at offentligheden ikke engang kan få at vide, hvad de anholdte er sigtede for, og hvordan de forholder sig til sigtelsen.
/ritzau/