Flemming Flyvholm har haft kræft tre gange.

To gange har lægerne sagt til ham, at de intet kunne gøre. Han har haft knuder så store, at de blokerede for livsvigtige funktioner. Han har gennemlevet tre operationer, kraftig kemoterapi og et år med kunstigt påført influenza. Smerter, diarré og opkast har truet med at gøre livet uleveligt.

Men da håbet var mindst, og lidelserne størst, tvang Flemming Flyvholm sig selv til at vende tilbage til livet.

I dag er knuderne væk. Omkostningerne har været enorme. Men Flemming Flyvholm er levende og lykkelig.

Skægget er gråt, og håret er sparsomt. Men øjnene er milde, og munden har let til smil. Da Nyhedsavisen møder Flemming Flyvholm i hans lyse lejlighed midt i København, er det umuligt at se, at den 63-årige mand har set døden i øjnene. Måske er det, fordi det var døden, der blinkede først.

»Jeg kunne ikke dø«

En dag i 2004 viser det sig, at Flemming Flyvholm har kræft. 18 år tidligere opererede lægerne en kræftsyg nyre ud af ham og erklærede ham rask. Han har i mellemtiden levet et levende liv som ægtemand, far og nyhedsredaktør på Berlingske Tidende. Nu viser det sig, at kræften aldrig har forladt ham, men blot blundet i årene, der er gået.

»Jeg troede, at jeg var blevet vaccineret mod kræften. Det troede jeg i de 18 år efter den første operation. Jeg tænkte ikke på, at jeg kunne dø. Det kom først anden gang,« siger Flemming Flyvholm.

I 2004 er noget vågnet igen. Efter en skæbnesvanger skanning på Rigshospitalet fortæller lægen, at der intet er at gøre. Mere får hun ikke sagt, så ringer hendes telefon. På landets fineste hospital er der ikke tid til at tale færdig, selv når man skal fortælle nogen, at deres liv snart er forbi.

»Jeg blev slået fuldstændig omkuld. Først blev jeg kold og følte intet. Så væltede angsten og vreden ind over mig. Hvorfor skulle jeg være så syg ¿ nu gik det lige så godt,« siger Flemming Flyvholm.

Døden vender tilbage

Lægerne vælger alligevel at forsøge en operation. Operationen går godt, og Flemming Flyvholm får at vide, at lægerne fik det hele med.

Men året efter bliver han indlagt igen. Huden er gul. Diagnosen er sort. Endnu er en gang er kræften tilbage. Endnu engang bevæger døden sig ind i Flemming Flyvholms liv.

Men lægerne har dårligt læst diagnosen op, før de går på sommerferie. Flemming Flyvholm får besked på at vente med sin knude i maven, til lægerne kommer på arbejde igen to måneder efter.

Vreden vælder op i den syge mand. Han, der har taget livtag med kræften to gange, indser nu, at dem, der skulle hjælpe ham, har vendt sig imod ham.

Da operationen endelig skal ske, vågner han op fra narkosen til en besked om, at kræften ikke kunne fjernes. Knuderne er stadig i ham og kommer ikke ud.

Gift i årene

Udsigterne er umenneskelige. Flemming Flyvholms sidste chance er at lade lægerne sprøjte gift ind i sine årer og lade sin forpinte krop gennemleve influenza-anfald på influenza-anfald i håb om, at den kunstigt påførte sygdom vil tære så hårdt, at den æder kræften.

Chancen for at overleve er otte procent, hvis han lader lægerne sprøjte giften ind. Nul procent, hvis han lader være. Flemming vælger giften, feberen, hovedpinen, kvalmen og de otte procent.

Lægerne fortæller ham, at han intet kan gøre selv. Intet. Bare vente.

Men efterhånden som tiden går, går det op for Flemming Flyvholm, at han med sikkerhed vil dø, hvis ikke han lukker øjnene for sin bitterhed og for lægernes formaninger om, at livet kun har otte procents chance.

»Lægerne siger altid, at man ikke må give falske forhåbninger. De efterlader os med vores egne tanker. Når man har kræft i kroppen, forventer man i forvejen, at det går ad helvede til. Når lægerne så nærmest bærer den forfærdelige statistik uden på kitlen, mister man fuldstændig troen på, at man kan leve,« siger Flemming Flyvholm.

Ud af skyggen

Lige så langsomt begynder han at forsøge at få det bedre. Hver gang noget ikke virker, er det fristende at lade sig slå ud. Men efterhånden lærer han sig at droppe det, der ikke virker, og prøve noget andet.

Efterhånden finder han ud af, at han bliver nødt til at acceptere, at han har kræft. Og at det er hans egen krop, der har udviklet sygdommen. Et af de første skridt bliver at tilgive kroppen, at den har udviklet kræften. Et andet, at holde op med at tænke på sin situation som en krig mod sygdommen.

»Det er jo mig selv, der har udviklet kræft. Hvis jeg så skal bekrige den, er jeg min egen fjende. Jeg forsøgte i stedet at blive ven med min krop og med kræften. Jeg var ikke glad for kræften, men jeg anerkendte, at den var derinde. Det tog noget af angsten væk,« siger Flemming Flyvholm.

Han forsøger at lade sig vejlede af tidens bølge af selvhjælpsbøger. Hurtigt finder han dog ud af, at man hjælper sig selv bedst ved at glemme mirakelmagernes formaninger.

Okay at være svag

»Før sagde man, at sygdom er hver mands herre. Nu hedder det: Du er selv herre over dit liv. Men hvis man selv er herre over sit liv, så er man også selv skyld i, at man bliver syg. Jeg er enig i, at man skal lade være med at ryge, man skal leve sundt og motionere. Men det betyder ikke, at man selv er skyld i, at man bliver syg. Det er noget ødelæggende vrøvl, der giver syge mennesker skyldfølelse,« siger Flemming Flyvholm.

Opgøret med skylden er ikke fremmed for Flemming Flyvholm. Han kommer fra et indre missionsk hjem, hvor det altid handlede om, at man var skyldig. Det lagde han fra sig, da han voksede fra barndomshjemmet. Nu siger han igen farvel til skylden, imens han vokser ud af skyggen.

»Jeg fandt ud af, at det er helt okay at gå ned, at lave fejl. Man er ikke perfekt. Man reagerer ikke altid, som man selv og andre forventer, heller ikke når man bliver syg. Jeg fik en masse følelser, som ikke var pæne. Men det er okay. Man må gerne være svag. Det er ikke ens egen skyld,« siger Flemming Flyvholm.

B.S. har ikke ret

»Det passer netop ikke, når de glitrede magasiner og B.S. Christiansen råber op om, at man kun har de begrænsninger, man selv sætter. Man har masser af begrænsninger. Når man først accepterer dem, kan man se på, hvad man så kan gøre,« siger Flemming Flyvholm.

I løbet af sin lange periode med at prøve og smide væk, beholder han samtaleterapi, afspændingsteknikker og daglige rutiner og mottoer. Det er i sidste ende ikke det, der får knuderne til at blive mindre. Men det hjælper ham gennem bivirkningerne, brækturene og behandlingens bagside.

I perioder dropper den garvede avismager helt at følge med i nyhederne. Mediernes evige fokus på samfundets dårligdomme er ikke til at få ned, når man forsøger at holde håbet oppe. Den dagsorden, han selv havde været med til at sætte som journalist, bliver fjern og forkert.

Så en dag i november sidste år indtræffer miraklet. En skanning viser, at den ene af to knuder er helt væk. Den anden er så lille, at den slet ikke behøver at være en knude. Flemming Flyvholm har klaret den. Mod alle odds.

Lykkelig

Årene, der er gået med at arbejde sig ud af skyggen, har fjernet frygten for sygdommen. Men de har også fjernet frygten for glæden.

»Danskerne er afsindig blufærdige, når det kommer til gode følelser. Man må gerne brokke sig og sige, at det hele er noget skidt. Men hvis man fortæller, at man er lykkelig, så bliver der helt stille. Det er for banalt, for let. Så bliver folk ironiske. Det gør jeg ikke selvlængere. Jeg har tænkt længe over det, og jeg er sikker på det: Jeg er lykkelig.«

Flemming Flyvholm har skrevet bogen 'På Kanten Af Livet' om sine oplevelser med kræft, nedture og opture. Den udkommer på mandag.