Måske følte finnerne, at de skyldte deres fans en ordentlig tur i manegen efter nederlaget til Danmark.
I hvert fald var det et topmotiveret finsk mandskab, der lørdag aften gennembankede Canada med 5-1 ved VM i ishockey.
Dermed nåede finnerne for fem kampe op på 12 point på andenpladsen i Danmarks VM-gruppe, der toppes af USA med 13 point.
Canada har efter fem kampe ti point på fjerdepladsen efter Danmark, som tidligere lørdag slog Sydkorea 3-1 og nåede op på 11 point.
Første periode blev spillet i et vildt tempo, og begge nationer var indstillet på at levere lidt af et brag.
Finnerne pressede effektivt i kampens indledning, og det kastede en scoring af sig efter otte minutter, da Mikko Rantanen blev noteret for en scoring.
1-0 blev dog hurtigt til 1-1, da Jean-Gabriel Pageau udlignede for canadierne to minutter senere.
Finland insisterede dog, og efter et powerplay bragte Janne Pesonen finnerne på 2-1, mens det også blev 3-1 i powerplay ved Mikko Rantanen, der dermed scorede sit andet mål i opgøret.
Canadas unge Connor McDavid brændte en stor mulighed fem minutter inde i anden periode, da stjernespillerens afslutning blev pareret, og da ingen af holdene kunne score, var Finland stadig foran 3-1 ved indgangen til tredje periode.
Eeli Tovanen sørgede dog for yderligere finsk glæde, da han fem minutter inde i tredje periode øgede til 4-1, og Teuvo Teravainen skabte yderligere finsk fest med sin scoring til 5-1.
/ritzau/