I disse år florerer snakken om danskhed. Især i den offentlige debat, blandt politikerne og i medierne bliver ordet ofte brugt, men aldrig rigtig uddybet eller defineret. Som om alle bare vidste, hvad det var, og alle spørgsmål til det derfor var overflødige.

Samtidig er der strid om danskheden. Socialdemokraterne synes for eksempel ikke, at Dansk Folkeparti skal have patent på at definere, hvad danskheden er. Men igen er der ingen, der synes at kunne definere det eller i det mindste pege på, hvori det særegent danske består. For det er jo det, ordet dansk-hed implicerer – at der findes en essens, der gør os danske eller udanske.

Dansk er noget negativt

Netop det sidste – det udanske – synes ofte at være grundlaget for definitionen. Altså udpeger man det eller dem, man betragter som udansk(e), og på den måde skaber danskheden. Vi er ikke som dem, og dermed er vi allerede noget – nemlig danske.

Det er den negative definition. Men kan vi definere danskheden positivt? Kom med jeres bud! Alt er tilladt. Har det noget at gøre med bestemte værdier, religion, mentalitet, følelser, traditioner, eller er det måske blot formaliteter (statsborgerskab)? Hvad er det særegent danske?

Det eneste, der er forbudt, er den negative definition.

Sproget gør os danske

Mit bud er, at det tætteste, man kommer på en danskhedens essens (hvis det overhovedet giver mening at tale om sådan noget), er det danske sprog.

Sproget og alle dets finesser bærer præg af århundreders støbning af et folks karakter, dets historie, mentalitet og selvopfattelse. De, der har lært at forstå og udtrykke sig på dansk, og måske endda kan få danskerne til at grine, er utvivlsomt blevet i det mindste en smule danske. Ligesom det danske sprog afslører, at danskerne på det sidste er blevet lidt mere amerikanske.