Aktiemarkederne verden over rejser sig torsdag, efter at Kongressen i USA onsdag nat dansk tid omsider har vedtaget en midlertidig finanslov og en gældsaftale, der forhindrer en katastrofal betalingsstandsning.
I Asien var der blandt andet stigninger at spore - omend reaktionen var forholdsvis beskeden.
Japans toneangivende Nikkei-indeks steg således med 0,8 procent, mens det bredere baserede Topix-indeks steg med 0,79 procent.
I Kina steg Hongkongs Hang Seng-indeks også. Her var der tale om en beskeden 0,2 procentstigning i takt med, at investorerne overvejer deres næste træk, efter at den afgørende gældsaftale er kommet på plads.
Aktiemarkederne i Sydøstasien gjorde ligeledes beskedne gevinster, blandt andet steg Singapores Straits Times-indeks med 0,8 procent, mens malaysiske aktier steg med 0,3 procent.
Direktøren for Den Internationale Valutafond (IMF), franske Christine Lagarde, kalder USA's aftale, der landende i 11. time, "et vigtigt og nødvendigt skridt", mens Verdensbankens præsident Jim Yong Kim også udtrykker lettelse.
- Den globale økonomi har undgået en potentiel katastrofe, siger Kim.
Aftalen på Capitol Hill i Washington blev vedtaget efter en kaotisk periode - og kun omkring 24 timer før, at USA's gæld ville ramme det loft, der er fastsat ved lov.
Dermed fandt de stridende demokrater og republikanere en foreløbig løsning på budget- og gældskrisen, som har truet med at sende verdens stærkeste økonomiske magt i betalingsstandsning.
Gennembruddet spreder også glæde herhjemme.
- Det er meget glædeligt, at USA har afværget en katastrofal betalingsstandsning, som ville have påvirket hele verden, siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) i en kommentar.
- Aftalen giver dog kun et midlertidigt pusterum på et par måneder og løser derfor ikke de grundlæggende udfordringer i amerikansk økonomi.
- Jeg håber på konstruktive politiske forhandlinger i USA om finanspolitikken frem mod jul. Det er vigtigt for os alle sammen, siger hun.
/ritzau/dpa
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.