"KÆMPE FEST på Jagtvej 69 i aften klokken 22.00"
Sådan indledes en sms-besked, som lige nu bliver videresendt i miljøet omkring det forhenværende Ungdomshus på Jagtvej 69. Huset er jævnet med jorden, men det skal ikke stoppe for aktiviteterne omkring huset, mener de mennesker, som har startet beskeden.
"Medbring sofaer, stole, musik og drikke!," står der også i sms en.
Siden rydningen af Ungdomshuset sidste torsdag, har Jagtvej været afspærret, så Ungdomshuset kunne blive revet ned i fred. Men natten mellem torsdag og fredag åbnede politiet op for trafikken og patuljerer på helt almindelig vis i området, oplyser talsmand Flemming Steen Munch. Og med mindre de unge begynder at opføre et nyt Ungdomshus, så vil politiet lade festen være i fred.
- Det er svært at ødelægge noget på et tomt stykke grusgrund. Så længe de ikke begynder at opføre større bygningsværker, så blander vi os ikke, siger Flemming Steen Munch til avisen.dk.
Politiet har dog ikke vendt det blinde øje helt til Jagtvej. Der bliver holdt godt øje, forsikrer politiets talsmand.
Så de unge får måske ønsket om en sidste aften med Jagtvej 69 opfyldt i aften.
"Nu skal vi vise dem, at vi kan fyre op for en fed fest," står der i sms en, der inviterer til gilde.
Tidligere på dagen havde en sms-kæde annonceret en happening i Magasin på Kongens Nytorv. Her dukkede der kun omkring 70 unge op, så politiet kunne uden problemer afvise de uønskede gæster.