Manchester United har tabt tre af sine første seks kampe i Premier League i efteråret.
Det har fået mange til at gætte på, at klubbens nye manager, David Moyes, kun bliver en midlertidig figur som manager i den stolte britiske fodboldklub.
Nogen har sågar offentligt ønsket, at Alex Ferguson - klubbens manager gennem 26 år, og vinder af 38 titler i perioden - ville komme tilbage.
Det afviser han imidlertid helt og holdent i et interview bragt på den amerikanske tv-station PBS.
- Jeg er ikke interesseret i at lede klubben igen. Og jeg kan heller ikke hidse mig op over Manchester Uniteds resultater. United er i gode hænder hos David Moyes. Han skal nok klare den, han er en god manager, siger Alex Ferguson.
- Jeg har taget min beslutning, og timingen var perfekt. Der er ingen vej tilbage for mig nu.
- Jeg har fået et nyt liv. Jeg vil se Kentucky Derby, US Masters og Melbourne Cup. Jeg vil besøge vingårde i Toscana og i Frankrig, siger han.
I interviewet når Alex Ferguson også at afsløre, at han afviste en flirt med Chelsea, som ønskede ham til klubben, da russeren Roman Abramovich havde sikret sig kontrol over klubben i 2003.
- De fik en agent til at kontakte mig, da Abramovich havde taget over. Jeg sagde "aldrig i livet".
- Jeg kom altid frem til spørgsmålet - hvorfor skulle jeg gå?
Manchester United møder i aften Shakhtar Donetsk i Ukraine i Champions League. Begge klubber vandt deres første opgør.
/ritzau/