Den skandaleombruste hertuginde Sarah 'Fergie' Ferguson vil gerne ryste skandalen af sig hurtigst muligt.
Ved en pressekonference i forbindelse med udgivelse af hendes børnebog fastslog hun, at hun er stolt af sig selv. Det skriver The Mirror.
"Jeg er børnebogsforfatter, jeg er Sarah Fergusson, jeg er mor, og jeg er meget stolt af dette," fortalte hun den kødrand af journalister, der var mødt op i håbet om at få en kommentar om hendes seneste skandale, hvor hun har forsøgt at sælge adgang til sin eksmand Prins Andrew.
Hun nægtede dog at svare på spørgsmål om sagen, men jokede med, at hun nok burde tage ved lære af sine egne bøger.
Særligt historien "Ashley lærer om fremmede," ville det være en god idé, hvis hun kiggede lidt nærmere på, påpegede den 50-årige hertuginde af York.
Sarah Ferguson var en del af det britiske kongehus fra 1986 til 1996, da hun var gift med Prins Andrew. Hun har siden hen bevaret et godt forhold til sin eksmand, der efter sigende også har tilgivet hende for den seneste skandale.