Regeringen vil med et lovforslag have fordoblet bødestraffen for trafikanter, der overskrider hastigheden ved vejarbejde.
FDM's juridiske afdelingschef, Per Alkestrup, hilser lovforslaget velkommen, men de ønsker samtidig, at man tilpasser forholdene til trafikken, når der ikke arbejdes.
- Vi synes, at det er en god idé at hæve straffen for dem, der ikke respekterer hastighedsbegrænsningen ved vejarbejde. Til gengæld bør vejmyndighederne tilsvarende stramme op, når der ikke arbejdes langs vejen.
- Det er med til at ødelægge respekten for vejarbejdet, hvis man ikke kan se logikken i at sætte hastigheden ned, når ingen arbejder, mener han.
Dokumentationschef hos Sikker Trafik, Jesper Søllund ser også positivt på de øgede bødestraffe. Han efterlyser samtidig en målrettet kontrol ved vejarbejde.
- Vores erfaringer fra sidste gang, hvor man hævede bødesatsen, viser, at det påvirkede folks adfærd. Men det er også vigtigt, at man øger kontrollen, for straffen skal hænge sammen med en øget risiko for at blive taget, siger han.
Han er dog mere skeptisk over for en variabel hastighedsbegrænsning, der kunne give bilisterne mulighed for at køre hurtigere, når der ikke går vejarbejdere langs vejkanten.
- Det er ikke kun et spørgsmål om, at der går nogle vejarbejdere og er udsat for en risiko. Det kan hurtigt gå galt, når sporene er gjort smalle. Vi kan blot konstatere, at der sker rigtig mange ulykker blandt bilisterne, selvom der ikke går nogen og arbejder, siger han.
Regeringens lovforslag indeholder samtidig et såkaldt betinget objektivt ansvar over for ejeren af det køretøj, der bliver fanget af en automatisk trafikkontrol. FDM er bekymret for bilejerens vilkår.
- Det er problematisk, at det er ejeren, der skal hæfte for en bøde, hvis vedkommende angiver en anden fører og føreren ikke erkender sin skyld.
- Vi er bekymrede for retssikkerheden, og vi synes, at det er et underligt princip, når man lægger noget ud til borgerne, som er politiets opgave, siger FDM's Per Alkestrup.
/ritzau/