FCM-træner sætter sin lid til målrig stopper i guldkamp

FCM's centrale forsvarsspiller Bubacarr Sanneh har med flere vigtige mål været med til at åbne guldkampen.
FC Midtjyllands Bubacarr Sanneh (i midten), kunne juble med forsvarsmakkeren Erik Sviatchenko efter 1-0-målet i mandagens sejr over Brøndby.
FC Midtjyllands Bubacarr Sanneh (i midten), kunne juble med forsvarsmakkeren Erik Sviatchenko efter 1-0-målet i mandagens sejr over Brøndby. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix

Med tre mål i de seneste fire superligakampe har FC Midtjylland-stopperen Bubacarr Sanneh været med til at åbne mesterskabskampen op.

Senest scorede Sanneh det afgørende mål, da FCM på udebane besejrede Brøndby med 1-0.

I runden forinden scorede den 23-årige gambier til 1-0 i 2-1-sejren hjemme over FC Nordsjælland.

Brøndby og FCM har nu begge 79 point inden de to sidste spillerunder. Men Brøndby fører på en målscore, der er syv mål bedre.

Inden fredagens kamp ude mod FC København sætter FCM-træner Jess Thorup nogle ord på sin målvarme stopper, som skiftede til klubben fra AC Horsens i januar.

- Han er et monster. Han kom og skulle vænne sig til systemet og være en del af en topklub og intensiteten til træning. Bubacarr har taget nogle store skridt, siger Thorup.

Sanneh udgør et tremandsforsvar med Kian Hansen og Erik Sviatchenko i FCM, og de var alle tre med til at holde Brøndby-angriberne Teemu Pukki og Kamil Wilczek fra scoringer i mandagens topkamp.

- Bubacarr var sammen med Kian og Erik med til spise de to hotteste angribere i ligaen, så de ikke fik et ben til jorden. Det vidner om de kompetencer, han har.

- Og vi har ikke set toppen af Bubacarr endnu. Der er mere at bygge på. Han er eksplosiv af en helt anden verden. Han har noget power, der gør, at han kan overspringe de fleste, forklarer Thorup.

Hovedstødsstærke Sanneh er den mest scorende forsvarsspiller i Superligaen i denne sæson. Det er samlet blevet til syv ligamål for Horsens og FCM.

Han vurderer, at Brøndby sagtens kan snuble mod Horsens og træner Bo Henriksen, som han kender så godt.

- Vi tager det kamp for kamp og skal arbejde hårdt. Brøndby fører på en bedre målscore, så vi skal blive ved med at vinde. Så må vi se, hvad der sker.

- Vi kan ikke regne med, at der er andre hold, der hjælper os. Vi skal blive ved med at kæmpe for det. Det vil Horsens også gøre.

- Bo er en god træner, og han vil altid have, at hans hold præsterer godt. Så Brøndby kan forvente, at alt kan ske i Horsens, siger Sanneh.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.