Fodboldklubben FC København henter angriberen Marvin Pourié hos Superliga-nedrykkeren Silkeborg på en fireårig kontrakt.
Tyskeren scorede 14 mål i Superligaen i sidste sæson, men skifter altså nu til de danske mestre.
- Marvin har de seneste sæsoner, trods sin unge alder, allerede markeret sig som en af ligaens stærkeste forwards, og derfor glæder det os, at han nu skal spille for og ikke imod FC København, siger FCK's sportsdirektør, Carsten V. Jensen, til klubbens hjemmeside.
- Når man lægger hans styrker i det opbyggende spil og foran målet sammen med god fart og lyst til at arbejde hårdt for sit hold, så er han en håndfuld for de fleste forsvar.
- Og så gør det bestemt heller ikke noget i FC København, at han besidder vinderinstinkt ud over det sædvanlige, siger sportsdirektøren.
I FCK skal Marvin Pourié afløse sidste sæsons topscorer i Superligaen, Andreas Cornelius, som er skiftet til Cardiff i Premier League.
22-årige Marvin Pourié nåede på to sæsoner at score 23 ligamål for Silkeborg, som nu må forsøge at vende tilbage til Superligaen uden sin topscorer.
- Han kom hertil som et ungt og lidt uskolet offensivt talent og har udviklet sig til en af de farligste angribere herhjemme.
- Tiden er inde til at skilles, og vi er glade for at kunne sende ham videre til en stor klub som FC København, siger Silkeborgs sportschef, Peder Knudsen, til klubbens hjemmeside.
Silkeborg, som hentede tyskeren på en fri transfer, oplyser, at klubben kommer til at få del i en eventuel transferindtægt, hvis Marvin Pourié bliver solgt videre fra FC København.
/ritzau/