FC Helsingør var på vej mod et godt resultat, da holdet i søndagens hjemmekamp mod Randers FC var foran 1-0 fem minutter før tid.
Her blev Helsingør tildelt et straffespark, og topscorer Nicolas Mortensen blev sat til at sparke og kunne dermed give sit hold et fremragende udgangspunkt før returopgøret i Alka Superligaens nedryknings-playoff.
Mortensen brændte, og i stedet løb Randers ned og fik scoret til kampens resultat 1-1.
Udviklingen gør ondt på Mortensen, som dermed stadig står noteret for otte sæsonmål i Alka Superligaen.
- Jeg kunne have scoret til 2-0, men gjorde det ikke, og så blev det 1-1 i stedet. Det gør ondt helt ind i sjælen og kroppen, siger Mortensen.
- Man skal som fodboldspiller hele tiden tage ved lære, og jeg skal især lære at kunne stå for presset, når man skal sparke et straffespark kort før tid.
- Men jeg kan ikke gå og hænge mig i ting, der er sket. Jeg må bare komme videre.
Cheftræner Christian Lønstrup forklarer, at skuffelsen over resultatet var markant blandt spillerne efter kampen.
- 1-1 er ikke en katastrofe, men ser man på, at vi stod i det 86. minut med et straffespark, hvor de fik en mand smidt ud, kunne det have været bedre, siger Lønstrup.
- Men vi har jo ikke tabt, og vi er ikke rykket ud endnu, selv om det kunne virke sådan på spillerne efter kampen.
- Vi er mentalt stærke, men den her er hård at sluge.
Lønstrup hæfter sig ved, at Helsingør, trods skuffelsen i slutfasen leverede en indsats, som giver tro på tingene før returopgøret.
- Vi troede, vi havde kampen under kontrol, men det havde vi åbenbart ikke, og det skal spillerne lære af, siger cheftræneren.
- De første 85 minutter skal dog ikke viskes væk, selv om vi tabte hovedet de sidste fem minutter. Spillerne gjorde, hvad de skulle, og udgangspunktet er godt.
Mortensen deler sin cheftræners opfattelse af, at alt fortsat er åbent før returkampen.
- 1-1 er ikke et dårligt resultat for os. Den er 50/50, og så må vi se, hvilken side den tipper til, siger angriberen.
/ritzau/