I går forsvandt Ungdomshuset på Jagtvej fra gadebilledet. Bid fra bid blev huset revet ned indtil kun den så velkendte facade ud mod Jagtvej stod tilbage. Og også den måtte lade livet – ikke i en enorm støvsky, men bid for bid. Nedrivningen havde i går fået godt 200 unge, 50 pressefolk og dobbelt så mange betjente til at tage opstilling på Nørrebros Runddel, hvor man bedst har udsyn til huset.

En af dem er Jesper. Ikke aktivist, bare bruger på hyggebasis. Han går til fester, koncerter, fællesspisning.

Og hvorfor er han her?

»Forløsning. Det handler om forløsning. Det er lige som at sige farvel til et gammelt familiemedlem. Det er hårdt, mens det står på, men når det er overstået, er det også lettende,« siger han.

Han gnider sig i skægstubbene. I hvert fald tre dage gamle. Jesper snøfter og misser med øjnene mod bygningen, selvom solen ikke skinner.

Må ikke ske igen

Et par meter derfra står Henrik. Det har han gjort siden klokken 12, selvom han egentlig burde være derhjemme og skrive universitetsopgave.

»Men jeg har valgt at stå her. Ikke fordi det er hjerteblod, men fordi jeg godt vil markere, at jeg er her. Og for at sige, at sådan noget gør man ikke igen.«

Han kigger på en lille samling pressefolk, der har stillet sig oven på en bil. Det er TV 2. De kan lige akkurat kigge over muren på Assistens Kirkegård med deres kameraer og filme hen over hovederne på de kampklædte – og frysende – betjente. Lykkes det ikke, har de altid deres helikopter, der hænger højt over huset.

På den anden side af Nørrebrogade – på den del af Runddelen, hvor McDonald’s ligger – står Isti med sine tre veninder. Hun er også bruger – eller rettere tidligere bruger. Hendes ansigt er sort af mascara, hun har malet tårer hele vejen ned af kinderne.

»Prøv at se, hvordan det er iscenesat. De bider det også ned i små lunser. Stopper lige op, så pressen kan fotografere. Det er ulækkert.«

Hendes veninde nikker ved siden af hende:

»Det er vigtigt, at det her ikke stopper. At pressen ikke bare glemmer det. Journalisterne kommer, fordi der er nogen, der laver ballade. Det er vigtigt, at vi møder op og viser, hvad vi føler.«

Før hun får uddybet det, dukker kloen op – den sølvglinsende gravemaskine, der i døgndrift har spist af huset.

Tavs tyggen

Det tager et par sekunder, så har den snuppet øverste vindue til venstre og et helt værelse. Som dengang man som barn lige tog en legoklods fra en bygning, fordi man skulle bruge den et andet sted.

Forsamlingen siger ingenting. Ikke engang et gys, en hvisken. Ingenting.

De fleste står med kameraer. Unge såvel som journalister. Selv en kvindelig politibetjent kan ikke lade være med at tage sin mobiltelefon frem for at fotografere.

Midt i krydset står en gammel mand. Han kigger forvirret på mængden, der kigger forvirret på Ungdomshuset, hvor kloen på kranen nu er forsvundet.

Så sænker manden blikket og lader det hvile på en seddel, der er hængt op på et trafiklys sammen med et bundt tulipaner.

Det er et digt. Eller noget der ligner, det er ikke det hele, der rimer. I midten står der:

»Hårdt som beton. Skørt som glas. Dette hus er blevet dræbt.«