De røde Falckbiler har aldrig haft så travlt, som de havde i går.
5.863 gange rykkede de røde biler ud til nødstedte danskere, fortæller pressechef Mikkel Andreas Beck.
Han frygter, at Danmarks største rejsedag kan blive værre.
"Jeg opfordrer på det kraftigste til, at folk lytter til radio eller går på nettet, inden de bevæger sig ud i dag," siger Mikkel Andreas Beck til Newspaq.
Siden midnat, har Falck allerede været ude 224 gange, fordi frosten dræner batteriet, eller sneen driller dækkene.
"Det er en skøn blanding af hjælp og faktisk fordelt over hele landet. Dog med undtagelse af Nordjylland, hvor de kun har fået en klassisk december-2010 omgang," fortæller Mikkel Andreas Beck.
De pansrede mandskabsvogne er også sat ind i kampen mod sne og frost. Tre gange har de været i brug på Sjælland i nat, fordi ambulancen ikke har kunnet komme frem til syge danskere.