Det er rigeligt med flammer i Europa i disse dage. Mindst 50 mennesker er omkommet i naturbrande i Grækenland. Og landet har bedt EU om hjælp med kampen mod ilden.
Samtidig kæmper Sverige mod omfattende naturbrande. Brandfolk fra flere europæiske lande herunder Danmark er taget til Sverige for at hjælpe det svenske beredskab.
Historien har vist, at skovbrande hurtigt kan udvikle sig fatalt. Her kan du få et overblik over dødeligste skovbrande siden 1980:
* Indonesien september 1997: 240 omkommer i det dødeligste udbrud af skovbrande i landet, der i forvejen har en lang historie med flammer i naturen.
* Kina, maj 1987: 191 mennesker mister livet i, hvad der kaldes Den Sorte Drages Ild. Det er de mest voldsomme brande i Kina i 300 år, og en sjettedel af landets tømmerreserve bliver ødelagt.
* Australien, februar 2009: I delstaten Victoria mister 173 mennesker livet i skov- og naturbrande.
* Grækenland, august 2007: 84 mennesker i Grækenland og især på den sydlige del af halvøen Peloponnes omkommer i skovbrande.
* Australien, februar 1983: I det sydøstlige Australien dør 75 mennesker herunder 17 brandfolk i skovbrande.
* Portugal, juni 2017: 66 personer mister livet i skov- og naturbrande i centrale Portugal.
Kilder: NTB
/ritzau/