Canadieren Roger Thomas Clark, der mistænkes for at have været toprådgiver for grundlæggeren af netstedet Silk Road, Ross Ulbricht, er anholdt i Thailand.
USA vil have Clark udleveret og retsforfulgt for blandt andet narkohandel på den nu lukkede hjemmeside Silk Road.
Her kan du læse mere om den kontroversielle side:
* Silk Road var en markedsplads på det såkaldt dybe internet. Siden blev grundlagt i februar 2011.
* Det dybe internet kendetegnes blandt andet ved, at man skal være dygtig med en computer, og så fanger søgemaskiner ikke siderne i denne del af cyberspace. Det kræver særlig software.
* Brugere af Silk Road kunne anonymt handle med varer uden for myndighedernes søgelys.
* Ifølge en amerikansk føderal domstol har Silk Road været en platform for omfattende handel med blandt andet illegale stoffer og for hvidvaskning af penge.
* Møntfoden på Silk Road har været bitcoin, som er en digital valuta.
* De amerikanske myndigheder anholdt i 2013 Ross Ulbricht og beslaglagde domænet.
* 2. oktober 2013 lukkede forbundskriminalpolitiet FBI siden.
* I maj i år blev Ulbricht idømt livsvarigt fængsel i New York.
Kilder: Version2.dk
/ritzau/