Ritzau
Opdateret kl. 10:27
Politiet i København forlænger ikke visitationszonen på Nørrebro og Nordvest i København, der udløber torsdag middag.
Visitationszone har eksisteret siden 20. juli.
Visitationszonen blev oprettet på grund af sommeren og efterårets mange banderelaterede skyderier i de københavnske gader.
Tre har mistet livet i bandekonflikten. Men den seneste tid har der været roligt i København.
Forstå, hvornår og hvorfor der oprettes visitationszoner:
* Politiet fik muligheden for at oprette visitationszoner i 2004 med Politiloven. Det skete blandt andet på baggrund af en række alvorlige knivstikkerier i nattelivet.
* Formålet er at skabe eller genskabe tryghed blandt borgerne.
* Politiet må i visitationszoner kropsvisitere personer, deres tøj og andre genstande for at kontrollere for våben. Biler må også ransages.
* Politidirektøren bestemmer, hvornår en visitationszone er nødvendig. Der skal ikke en dommer ind over beslutningen.
* Ifølge loven kan en zone oprettes, hvis det kan forebygge strafbare handlinger med fare for personers liv, helbred eller velfærd.
* Visitationszoner er altid midlertidige.
Kilder: visitationszone.dk, Tv2Lorry.
/ritzau/