Inden de sidste tre spillerunder i Alka Superligaen er der stadig tæt kamp om medaljepladserne.
Brøndby har et forspring på tre point til FC Midtjylland i guldkampen, og FC København har tre point mere end FC Nordsjælland i kampen om bronzemedaljerne.
Dermed er det bestemt ikke usandsynligt, at holdene kan ende på samme pointantal. Ved pointlighed differentieres holdene på følgende måde:
* Det hold med den bedste måldifference placeres øverst. Måldifferencen udregnes på følgende måde: Antal mål scoret minus antal mål lukket ind.
* Har holdene også samme måldifference, placeres det hold med flest scorede mål øverst.
* Har holdene både samme pointantal, samme måldifference og samme antal scorede mål er holdenes indbyrdes møder afgørende for, hvem der placeres øverst.
* I de indbyrdes møder vægtes først antallet af point. Er der fortsat lighed vægtes måldifferencen. Er der fortsat lighed vægtes holdenes samlede antal scorede mål, og er der fortsat lighed - hvilket der vil være, hvis der kun er to hold indblandet i striden - er det antal scorede mål på udebane, som differentierer holdene.
* Kan holdene fortsat ikke differentieres, spilles der en afgørende kamp mellem holdene på neutral bane. Hvis tre eller flere medaljebejlere er helt lige, er der tale om omkampe i flertal.
Kilde: Propositioner for Danmarksturneringen i fodbold paragraf 8.
Sådan ser medaljestriden ud i Superligaen efter 33 ud af 36 spillerunder:
* Guldkamp:
1. Brøndby, 79 point, målscore på +46 (79-33).
2. FC Midtjylland, 76 point, målscore på +37 (76-39).
Brøndby er bedst indbyrdes, og dette kan ikke nå at ændre sig, selv om holdene møder hinanden én gang mere.
* Bronzekamp:
3. FC København, 57 point, målscore på +21 (65-44).
4. FC Nordsjælland, 54 point, målscore på +17 (74-57).
FC Nordsjælland er bedst indbyrdes, men FC København kan blive bedre indbyrdes med en sejr på mindst fire mål i holdenes sidste indbyrdes opgør.
/ritzau/