To danskere er på vej til toppen af Mount Everest uden brug af kunstig ilt. Lykkes det for Jakob Urth og Rasmus Kragh, vil det være første gang, at danskere kommer til tops på bjerget uden medbragt ilt på flaske.
Carsten Lillelund Pedersen er en tredje dansker, der gør forsøget i år. Dog ikke som Urth og Kragh uden kunstig ilt.
* Mount Everest er med sine 8848 meter verdens højeste bjerg.
* Bjerget ligger på grænsen mellem Nepal og Tibet og kan bestiges fra begge sider.
* Everest er det internationale navn for bjerget, det nepalesiske navn er Sagarmatha, mens tibetanerne kalder det Chomolungma.
* Den første dokumenterede bestigning skete i 1953 - af newzealænderen Edmund Hillary og sherpa Tenzing Norgay.
* Kun ganske få har mulighed for at bestige Everest. Men mange trekker til Everest Basecamp. Det tager cirka tre uger.
* 4833 forskellige klatrere havde til og med 2017 nået toppen.
* Cirka 200 har nået toppen uden medbragt ilt. Den første i 1978. Cirka 30 af dem også alene. Den første i 1980.
* I sæsonen 2018 har foreløbig omkring 350 bjergbestigere nået toppen.
* I alt har 17 danskere besteget Everest. Ingen uden ilt på flaske.
* Omkring 290 bjergbestigere er døde.
* Laviner dræber en tredjedel af dem, der omkommer på Mount Everest.
* En fjerdedel dør i forbindelse med et fald.
* Hver tiende dør af kulde, og højdesyge er den fjerdestørste dræber.
Kilder: Everest.dk, www.alanarnette.com/blog og BBC.
/ritzau/