Støren er truet af udryddelse i naturen på grund af rovdriften på dens kostbare kaviar. Men størrogn fra akvakultur er med til at lette presset på de truede arter. Også i Danmark produceres kaviar fra stør i bassiner.
* Støren er lige så gammel som dinosaurerne og har været i Jordens floder og have i mere end 200 millioner år.
* Der findes næsten 30 forskellige størarter samt en række fremavlede hybrider i verden.
* Visse stører kan blive over 100 år gamle og nå en længde på over seks meter.
* Stører skal være mellem 5 og 15 år gamle for at være kønsmodne og kunne levere den kostbare kaviar. De fleste arter sætter ikke rogn hvert år.
* Bulgarien og Rumænien er de eneste EU-lande med størbestande. Den nedre del af Donau og Sortehavet er blandt størens sidste naturlige gydesteder.
* Alle arter af stør har siden 1998 været omfattet af Cites-konventionen, der regulerer handel med truede arter af dyr og planter.
* Siden 2011 har der ikke været lovlig handel i EU med kaviar fra vildtfangede stør, fordi de er truet af udryddelse.
* Der produceres til gengæld masser af kaviar i akvakultur, det vil sige fra fisk opdrættet i fangenskab - også i Danmark.
* Lovligt produceret kaviar skal i dag være mærket med en ikke-genanvendelig Cites-etiket, som fastgøres på emballagen.
Kilde: WWF Verdensnaturfonden, Miljøstyrelsen.
/ritzau/