Mistænkelige summer er strømmet gennem Danske Banks estiske filial, der har været centrum i sag om hvidvask.
Op mod 6200 udenlandske kunder har i perioden 2007 til 2015 foretaget mistænkelige overførsler.
Det viser Danske Banks undersøgelse om sagen, der er offentliggjort onsdag morgen.
Her kan du læse, hvad begrebet hvidvask dækker over.
* Hvidvask er en betegnelse for, når kriminelle forsøger at få lyssky indtægter til at se ud, som om det er penge tjent på ærlig vis.
* Der kan være tale om penge eller andre værdier, som stammer fra handel med narko, menneskesmugling, våbensmugling eller røveri. Det kan også være penge, som er opnået gennem for eksempel underslæb, skatteunddragelse, bedrageri, korruption eller insiderhandel.
* Loven om hvidvask definerer det som:
1) Uberettiget at modtage eller skaffe sig selv eller andre del i økonomisk udbytte, der er opnået ved en strafbar lovovertrædelse.
2) Uberettiget at skjule, opbevare, transportere, hjælpe til afhændelse eller på anden måde efterfølgende virke til at sikre det økonomiske udbytte fra en strafbar lovovertrædelse.
3) Forsøg på eller medvirken til sådanne dispositioner.
* I praksis kan hvidvask for eksempel foregå ved, at penge fra ulovligheder sættes i banken sammen med penge fra lovlige formål, overføres til udlandet eller bruges til at købe fast ejendom eller varer af høj værdi.
* De kriminelle vil typisk forsøge at sløre, hvor pengene kommer fra. For eksempel ved at overføre pengene til banken via et skuffeselskab - det vil sige et selskab uden reel aktivitet.
* Virksomheder og personer, som er omfattet af loven om hvidvask, er forpligtet til at have antennerne ude.
* Det betyder for eksempel, at banker er forpligtet til at være opmærksomme på deres kunders aktiviteter og anmelde mistænkelige forhold til myndighederne.
* Hvis pligterne ikke efterkommes, kan der straffes med bøde eller fængsel.
Kilder: Anklagemyndigheden.
/ritzau/