Aldersopsparing er en pensionsform, hvor der ikke sker modregning i tillæg til folkepensionen, når man får pengene udbetalt. Pengene beskattes, når man sætter dem ind på opsparingen.
Hidtil har man kunnet indbetale 29.600 kroner årligt gennem hele arbejdslivet.
Men fremover bliver det primært sidst i arbejdslivet, man kan bruge den opsparingsform. Det skal ifølge regeringen sikre en målretning mod opsparing i den periode, hvor problemerne med modregning er størst med de hidtil gældende regler.
Personer, der har fem år eller mindre til folkepensionsalderen, kan indbetale op til 45.000 kr. efter skat i 2018. Grænsen stiger med 1000 kroner årligt frem til 2023, hvorefter der kan indbetales 50.000 kroner efter skat pr. år. til aldersopsparing.
Har man mere end fem år til pensionsalderen, kan man kun indsætte 5000 kroner om året på den særlige opsparingsform.
Kilde: Lov om ændring af pensionsbeskatningsloven.
/ritzau/