Regeringen har torsdag afsat 1,5 milliarder kroner i sit sundhedsudspil til at hjælpe landets 1,3 millioner borgere, der lider af en kronisk sygdom.
De i alt 1.314.000 kronisk syge borgere fordeler sig ifølge Sundhedsstyrelsens nyeste opgørelse fra 2011 således:
* Borgere med én kronisk sygdom: 903.000
* Borgere med to kroniske sygdomme: 314.000
* Borgere med tre kroniske sygdomme: 82.000
* Borgere med fire kroniske sygdomme: 14.000
* Borgere med fem kroniske sygdomme: 1000
De kroniske sygdomsgrupper er diabetes, hjerte- og karsygdomme, kroniske lungesygdomme, knogleskørhed og leddegigt samt psykiske sygdomme.
Som angivet kan den samme person have mere end én kronisk sygdom. Derfor svarer antallet af personer i de enkelte sygdomsgrupper ikke til den samlede sum af personer med kronisk sygdom i alt. Udbredelsen i 2011 fordeler sig således:
* Diabetes: 304.000
* Hjerte- og karsygdomme: 666.000
* Kroniske lungesygdomme: 286.000
* Knogleskørhed og leddegigt: 135.000
* Psykiske sygdomme: 452.000
I regeringens sundhedsudspil omtaler man, at der er cirka en million borgere med en kronisk sygdom. Det skyldes, at Sundhedsministeriet ikke har medregnet personer med psykiske sygdomme, hvorfor de kun har fire kroniske sygdomsgrupper.
Kilde: Sundhedsstyrelsen
/ritzau/