Det undrer Bent Fabricius, som er formand for hovedorganisationen for officerer i Danmark, (HOD) at De Radikales forsvarsordfører Zenia Stampe pludselig kritiserer den danske indsats i Afghanistan midt i sommervarmen.
- Jeg undrer mig lidt over det midt på sommeren. Men det har jeg ikke nogen holdning til. Det må hun diskutere med sine kolleger i Folketinget, som træffer beslutning om, hvad de vil bruge forsvaret til og definerer forsvarets opgaver, siger Bent Fabricius.
Til Berlingske siger Zenia Stampe, at: "Vi sendte vores soldater ud på en umulig opgave. Politikerne skulle aldrig have bedt soldaterne om at nedkæmpe Taliban, og forsøget på at indføre demokrati og kvinderettigheder var en fejl."
HOD's formand vil ikke kommentere, om de danske officerer og soldater har været på en "umulig" opgave i Afghanistan.
- De udsendte danske soldater har løst opgaven så professionelt, som det overhovedet kan lade sig gøre. Om resultatet så står mål med dét, politikerne ønskede sig, det må politikerne forholde sig til, siger Bent Fabricius.
Den danske indsats i Afghanistan har siden begyndelsen i 2001 hvilet på et FN-mandat. Det er afgørende for de udsendte, påpeger HOD's formand.
- Det er det i allerhøjeste grad. Det betyder enormt meget for de udsendte soldater og deres pårørende, at der er et bredt politisk flertal bag de opgaver, vi løser, siger Bent Fabricius.
Hvis Folketinget vil sende danske soldater til Mali eller FN' fredsbevarende styrke i Golan-højderne mellem Syrien og Israel, så er soldater og officerer klar, fastslår han.
- Naturligvis. Ellers burde man tage sin afsked og finde et andet job. Vores arbejde er nu engang at løse de militærfaglige opgaver, som politikerne udstikker for os, siger Bent Fabricius.
/ritzau/