Nu er det ikke en SFO, man er havnet i, når man for første gang stifter bekendtskab med Kriminalforsorgen. Det må selv almindelige, ressourcestærke voksne acceptere.Tonen i fængslerne kan virke hård, både for ressourcestærke og for mindre ressourcestærke personer.
Fængslet er demokratisk. Det betyder lige forhold for alle, men det betyder dog ikke, at nogen skal svines til af medarbejderne eller udsættes for uanstændige fysiske forhold. Det er i hvert fald ikke noget, fængselsfunktionærerne ønsker. Vi er faktisk enige i, at forholdene i fængslerne ikke er gode nok.
Politikerne har i årevis ikke afsat de penge, der skal til for at skabe værdige rammer for indsatte og ansatte. Ja, de fysiske forhold trænger i den grad til at blive forbedret. Ja, fængselsfunktionærernes uddannelse kunne være bedre. Vi kunne for eksempel godt tænke os, at der afsættes flere penge til efteruddannelse. Jeg ved dog ikke lige, hvad der menes med, at fængselsfunktionærer skulle komme fra samfundets »laveste lag«, som der står i Nyhedsavisens leder. Til gengæld ved jeg, at der er masser af engagerede fængselsfunktionærer, der hver dag gør en stor indsats for at passe deres arbejde.
Det var en ekstraordinær situation, da over 200 personer blev fængslet ved urolighederne. Det satte alle under pres.