Af Stine Behrendtzen, stbe@dny.dk

Her står det igen, tallet 69. Skrevet med sort sprittusch på den hvide væg i en af de dunkle celler i Vestre Fængsel. En hilsen fra en af de mange unge, der er sivet gennem retssystemet, siden blå blink og kampklædte betjente ryddede Jagtvej.

Tusch-tatoveringen på cellevæggen er langtfra den eneste hilsen, Peter Vesterheden har fået fra de unge. Han er chef for Københavns Fængsler, og de seneste dage er deres kritik af arresthusene vokset på avissiderne. Blandt andet i denne avis, hvor 37-årige Niels Fastrup kunne fortælle, hvordan han sov på en briks med mug og pletter af gammel mad, og at betjentene talte ned til ham.

Deprimerende celler

Selvom fængselschefen ikke er enig i al kritikken, hilser han debatten velkommen. Han håber, den gavner stamgæsterne i Vestre:

- Jeg synes ikke, vi stiller gode nok forhold til rådighed til vores indsatte. De svageste i samfundet har ofte de ringeste kår. Sådan er det også hos os.

Fængselschefen er bekymret over, at de indsatte bliver deprimerede i de små mørke celler, og over, at personalet ikke har mere tid til at tale med de indsatte.

- Vi gør, hvad vi kan for at udnytte debatten nu, den endelig er her. Vi har meget lidt debat om fængslerne, for den almindelige gruppe indsatte har ikke nogen fortalere. Men med dem fra Ungdomshuset er verden pludselig meget interesseret, siger han.

Ikke et højskoleophold

Og de unge fra Ungdomshuset, som råber op og skaber debat, er da også helt anderledes end dem, der normalt tæller minutter i de hospitalshvide celler:

- Almindeligvis er det ikke mange unge, vi får ind, som er i gang med en uddannelse. Normalt er de arbejdsløse og har andre problemer end kriminalitet. De unge, der kom ind ved rydningen af Ungdomshuset, har et andet bagland, de er ressourcestærke. Og jeg kan da godt forstå, de er forundrede og overraskede, siger fængselsinspektøren.

Men han tilføjer, at en tur i fængsel ikke er et højskoleophold:

- Der bliver sat begrænsninger, de ikke har prøvet før. Man tager mobiltelefonen fra dem, og bevægelsesfriheden er meget lille. De er blevet overraskede over, at vi ikke bare tror på, hvad de siger. Men af sikkerhedshensyn er opgaven at være skeptiske.

Fængselschefen er dog ikke begejstret for fortællinger som Niels Fastrups om, at personalet snerrer:

- Det er ikke den behandling, vi tilstræber. Men det med, at der tales hen over hovedet på folk, og at systemet virker umyndiggørende, er grundlæggende rigtigt. Det er det, der sker, når man bliver låst inde. Desuden er personalet ikke vant til at få så mange spørgsmål. Når der er meget travlt, kan det være, at der af og til er smuttet en finke fra panden.