EU og USA holder på mandag første møde i en ny arbejdsgruppe, der skal se nærmere på nogle af de problemer med databeskyttelse og brud på privatlivets fred, som er kommet frem under de seneste ugers afsløringer med påstande om amerikansk spionage.
Samtidig vil de to parter undersøge, hvordan de kan komme videre med at få mere klarhed over elementer af efterretningsaktivitet, som ikke direkte falder ind under områder, som EU kan beskæftige sig med.
Beslutningen er truffet fredag omkring middag på et møde blandt de 28 EU-landes faste ambassadører i Bruxelles.
Det meddeler EU-kommissionsformand José Manuel Barroso og Litauens præsident, Dalia Grybauskaite, på et fælles pressemøde i den litauiske hovedstad, Vilnius, i anledning af åbningen af Litauens EU-formandskab.
Arbejdsgruppen om databeskyttelse skal arbejde parallelt med de EU-USA frihandelsforhandlinger, der også begynder på mandag i Washington.
/ritzau/