EU-ledere tilbyder May at opklare mystik om skilsmisseaftale
European Union leaders summit in Brussels Yves Herman/Reuters
Når briterne har så mange ultimative krav, kan man ikke nå videre med forhandling, siger Hollands leder.

Udgangspunktet i de 27 EU-lande - uden Storbritannien - er, at brexitaftalen er godkendt af alle.

Den britiske premierminister, Theresa May, får derfor ingen ny forhandling, selv om hun har svært ved at få aftalen godkendt i hjemlandet.

Der bliver på et EU-topmøde torsdag alene tale om uddybende kommentarer af præciserende karakter, påpeger Hollands premierminister, Mark Rutte.

Han siger, at det vil handle om "afmystificering" og "afklaring". Og det skyldes, siger han, de ultimative krav fra briterne.

- Briterne vil ikke have en grænse i Det Irske Hav, intet medlemskab af toldunionen og ingen fri bevægelse af mennesker. Så dette er den eneste mulige aftale. Den bedste aftale, siger Rutte før mødet i Bruxelles.

Det store problem er den nordirske bagstopper.

Formålet med den er at forhindre en egentlig grænse med kontrol mellem Irland og Nordirland, da man dermed risikerer freden og stabiliteten, der blev opnået i 1998 efter årtiers blodig konflikt.

- Den må vi afmystificere. Vi kan kaste yderligere lys over, hvad den betyder, og ingen af os ønsker, at den skal tages i brug, siger Rutte.

Udtrædelsesaftalen blev godkendt af May og de øvrige stats- og regeringschefer på et topmøde 25. november.

Netop da den er godkendt af begge parter, ser han ingen grund til at ændre den.

Mange britiske parlamentarikere har stejlet over netop bagstopperen, da de ifølge den britiske regerings advokat risikerer at blive hængende i et toldsamarbejde med EU på ubestemt tid.

- Men den er nødvendig. Den er en sidste nødløsning. For har vi ikke en ny aftale i 2021-22, så skal vi kunne sikre stabiliteten i Irland, siger Rutte.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, kalder det "glædeligt", at May onsdag aften overlevede en afstemning om mistillid.

- Vi har vores principper, naturligvis. Og jeg kan ikke se, at vi kan ændre udtrædelsesaftalen igen, siger Angela Merkel.

Både den franske præsident, Emmanuel Macron, og den østrigske forbundskansler, Sebastian Kurz, udtrykker samme holdning som Merkel og Rutte før mødet.

- Det er vigtigt, at vi undgår al tvivl: Vi kan ikke åbne den juridiske aftale. Vi kan ikke genforhandle det, som tog adskillige måneder at nå frem til, siger Macron.

/ritzau/

/ritzau/