Marokko og EU har tirsdag indgået en ny fiskeriaftale.
Aftalen giver fiskere fra EU adgang til at fiske i marokkanske farvande. og indebærer blandt andet, at EU betaler Marokko 52 millioner euro om året for fiskerirettighederne. Den skal godkendes i det marokkanske parlament og i EU-Parlamentet.
I Bruxelles har der tidligere været stor debat om aftalen, fordi den omfatter havet ud for Vestsahara.
I februar afgjorde EU-Domstolen, at det ville være "i strid med visse regler i folkeretten" at lade en fiskeriaftale omfatte dette farvand.
Men i EU's forhandlingsmandat har EU-Kommissionen besluttet, at det er "muligt at udvide bilaterale aftaler med Marokko til Vestsahara under visse betingelser".
Vestsahara var en spansk koloni frem til 1975. Da spanierne trak sig ud af kolonien, besatte Marokko og Mauretanien området. Siden har Mauretanien forladt området, men Marokko kontrollerer stadig to tredjedele af Vestsahara.
Frihedsbevægelsen Polisario kæmper dog for selvstændighed for Vestsahara. Marokko har aldrig gennemført en lovet folkeafstemning om områdets selvstændighed.
Det har vakt vrede i Polisario, at EU har fortsat forhandlingerne med Marokko og dermed i bevægelsens øjne omgået afgørelsen fra EU-Domstolen.
/ritzau/AFP