Esbjerg Energy står atter med gode kort på hånden for at vinde DM i ishockey for første gang siden 2004.
Fredag aften vandt vestjyderne den fjerde kamp i finaleserien med 5-4 over Herning Blue Fox, og dermed er stillingen 2-2 i finaleserien, der spilles bedst ud af syv kampe.
Esbjerg har endda den fordel at have hjemmebane, hvis serien tvinges ud i en syvende og afgørende kamp.
Men fredag viste Esbjerg-spillerne, at de også magter at vinde i Herning. Det skete i en underholdende kamp, hvor begge hold var i vinderposition undervejs. Det var dog ganske fortjent, at udeholdet kunne tage sejren i den sidste ende.
Esbjerg kom foran 1-0 allerede efter fem minutter ved Brock Nixon, men Kristoffer Lauridsen bragte balance til 1-1 midtvejs i første periode. Fem minutter senere sørgede Tyler Gron for ny Esbjerg-føring til 2-1.
I slutningen af perioden og starten af anden periode pressede Esbjerg hårdt for at øge føringen, da holdet var to spillere i overtal.
Men Herning overlevede presset og udlignede i stedet til 2-2 kort efter, da Kyle Essery rettede et forsøg fra lang afstand i mål.
Tre minutter før udløbet på anden periode kom Herning også foran, da Daniel K. Nielsen scorede til 3-2.
Da kunne Herning skimte en 3-1-føring i det samlede DM-regnskab, men med kniven for struben spillede Esbjerg fremragende i tredje periode.
Med tre mål inden for syv minutter i starten af perioden ændrede Tyler Gron, Nicholas Jensen og Aaron Lee stillingen fra 2-3 til 5-3, og så var det hele vendt på hovedet.
Herning bragte dog ny spænding ind i kampen med Kristoffer Lauridsens reducering til 4-5.
Midtjyderne pressede hårdt for udligning, men Esbjerg holdt stand og kan nu se frem til hjemmebane i den næste finalekamp på søndag.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.