Bør rige udvise et større moralsk ansvar, når de har penge på lommen?
Ja, mener både modekongen Erik Brandt og dronningens tidligere ceremonimester, Christian Eugen Olsen, der mandag aften var i Deadline på DR2 til en debat om overklassen og underklassen.
Erik Brandt er dog ikke enig i præmissen om, at rige ikke i forvejen udviser høj moral.
- Jeg er ikke enig i, at der ikke er en høj moralsk standard hos rige mennesker. Der er mange rige mennesker, jeg kender, som har en mægtig høj moral, og som er hjælpsomme. Der er mange rige, der hjælper hele deres liv og giver penge til mange gode formål, mener Erik Brandt.
Christian Eugen Olsen supplerer:
- Det forpligter at være rig.
Debatten tog udgangspunkt i en ny hollandsk undersøgelse, der viser, at rige ikke er mere egoistiske og amoralske end folk, der er mindrebemidlede. I samme undersøgelse når de hollandske forskere frem til, at de fattige faktisk udviser en større egoistisk adfærd end de rigeste borgere.
Både Erik Brandt og Christian Eugen Olsen anerkender, at det kan være sværere at handle moralsk, hvis man ikke har overskud i hverdagen, fordi man er økonomisk udfordret. Erik Brandt har dog en klar opfordring til de danskere, der har få penge på kistebunden.
- Hvis du vil frem i verden skal du møde en time før de andre, og gå to timer senere end de andre. Flid er en af de ting, der kan gøre en velbeslået, siger han.