Foreløbig er ni af dem kvinder, og blandt de i alt 31 medlemmer er der både et par unge succesrige direktører, en skuespiller, to fagforeningsformænd, en baronesse og direktøren for zoologisk have.
Alligevel var hverken Socialdemokraterne eller Enhedslisten helt lykkelige, da Odenses nye Udviklingsforum blev sammensat på byrådsmødet forleden.
»Jeg vil godt giver et skulderklap til alle dem, der stiller op. Alligevel undrer vi os over, at selvom der er 22.000 personer med indvandrerbaggrund i byen, så har man ikke fundet en eneste til det nye forum,« sagde Socialdemokraternes gruppeformand, Peter Rahbæk Juel.
Selvom han endte med at stemme for sammensætningen, pegede han på, den gruppe af borgere ellers er kendt for stor iværksættervilje, hvilket også kommer til udtryk i dag, når Bazar Fyn med 65 butikker åbner i de gamle Thrige-bygninger.
Alle har været velkomne
Enhedslistens Per Berga Rasmussen valgte at stemme imod, hovedsageligt fordi partiet ikke mener, der er en ligelig fordeling mellem direktører og lønmodtagere i klassisk forstand.
»Så er det bedre at kalde Udviklingsforum en backinggruppe,« sagde Per Berga Rasmussen.
Hertil svarede borgmester Jan Boye (K), at alle havde været velkomne til at foreslå emner til gruppen af personer, som skal hjælpe Odense fremad erhvervsmæssigt.
Udviklingsforum mødes første gang 22. marts, hvor der skal ansættes direktør.