Folketingsmedlemmernes gennemsnitsalder er faldet støt siden 1953, og i 2011 valgte danskerne det hidtil yngste Folketing med en gennemsnitsalder på 44 år. Men udviklingen må vendes, advarer Pernille Rosenkrantz-Theil (S), 36 år, der har dannet en "seniorklub" som genvej til erfaring.
- Jeg har ikke et problem med, at der er unge i politik. Jeg har et problem med, hvis der bliver for mange unge, og hvis de samlet set får en for fremtrædende position, siger hun til Morgenavisen Jyllands-Posten og understreger, at hendes opråb ikke er en kritik af de unge politikere.
- Der er bare nogle ulemper ved at være ung, som der skal nogle ældre til meget massivt at kompensere for, og i de her år er der for få af de gamle på Christiansborg, siger hun og efterlyser flere politikere over 55 år i Folketinget. I dag er der 48 med den profil.
Tidligere mangeårig minister Bertel Haarder (V), 69 år, er enig.
- Vi skal væk fra aldersfascismen. Derfor er det lyksaligt, at De Radikale gravede Marianne Jelved frem, og at SF afsatte den hidtil yngste minister og tog Holger K. Nielsen, siger han.
Professor i sociologi Michael Hviid Jacobsen, Aalborg Universitet, forklarer udviklingen med en ungdomsfiksering i samfundet.