(Opdateret klokken 13.56)
De har kæmpet mod hinanden i flere år, men nu er Gerry Adams og Ian Paisley er blevet enige om en aftale, der vil give Nordirland selvstyret tilbage efter en pause på tre år.
Fra 8. maj vil det katolske Sinn Fein med Gerry Adams i spidsen og Ian Paisleys protestantiske Democratic Unionist Party (DUP) dele magten. Det skriver Reuters mandag.
- I dag er vi blevet enige med Sinn Fein om, at datoen bliver tirsdag 8. maj, sagde Ian Paisley ifølge Reuters.
Det er første gang nogensinde, at Gerry Adams og Ian Paisley er mødtes til direkte forhandlinger med hinanden. Parterne havde fået en deadline til mandag midnat for at få en aftale på plads. Hvis det ikke var lykkedes, ville Storbritannien have overtaget magten endeligt.
Ved et valg tidligere i år blev Sinn Fein og DUP de klare vindere. Ian Paisley har dog ikke ville dele magten med Gerry Adams, før Sinn Fein officielt accepterede britisk styre, bakkede op om politiet og tog afstand fra voldelige handlinger udført af the Irish Republican Army (IRA).
Nu ser det ud til, at Ian Paisley bliver den første minister for Nordirland, mens Gerry Adams bliver viceminister.
Nordirland har i flere år været et betændt område, fordi England beholdt kontrollen over det protestantisk-dominerede område, da det ellers katolske Irland blev selvstændigt. Et nordirsk selvstyre blev oprettet i 1998 efter mere end 30 års voldelige kampe mellem protestanter og katolikker. Selvstyret blev dog sat på pause i 2002 på grund af rygter om spioner fra den gruppe, der helst ser en samling med Irland. Siden har den britiske regering haft kontrol over Nordirland.