Hvis unge vil studere på det almene gymnasium, er det ikke nok, at de opfylder et adgangskrav på 02 i dansk og matematik.
Det mener en samlet opposition, der ikke har meget tilovers for regeringens seneste forslag om, at unge skal have 02 i dansk og matematik for at komme ind på en erhvervsskole eller gymnasium.
- Det er uambitiøst, når regeringen mener, at man med karakteren 02 fra folkeskolen er stærk nok til at komme ind på gymnasiet, siger folkeskoleordfører Karen Ellemann (V) til Jyllands-Posten.
Den udmelding møder opbakning hos Dansk Folkeparti, der ønsker at adgangskravet på ungdomsuddannelserne skal variere med antallet af ansøgere, så maksimalt en tredjedel af en årgang kan komme på det almene gymnasium.
- Vi foreslår, at karaktergennemsnittet skal afgøre, hvilken ungdomsuddannelse man kan komme ind på. Og her er 02 åbenlyst ikke nok til at begrænse tilstrømningen, siger uddannelsesordfører Alex Ahrendtsen (DF) til Jyllands-Posten.
Venstre mener til gengæld, at der skal være en minimumskarakter, som tvinger de unge til at præstere.
- Hvor snittet skal ligge, har vi endnu ikke afgjort, men det skal ligge over 02 i dansk og matematik. Dette bliver indiskutabelt et af vores krav i de kommende forhandlinger, siger Karen Ellemann.
Ideen om et minimumskrav højere end 02 møder desuden opbakning hos De Konservative og Liberal Alliance.
Ikke overraskende afviser Socialdemokraterne at indføre højere adgangskrav på landets gymnasier.
- Det er langt bedre, at vi regulerer ved at give de unge nogle gode valgmuligheder i stedet for at tvinge dem til at gå på en uddannelse, som de ikke vil være på, siger ungdomsuddannelsesordfører, Ane Halsboe-Jørgensen, til Jyllands-Posten.
Mere end 70 procent af en ungdomsårgang begynder i dag på gymnasiet efter folkeskolen.