Selvom Ajax Amsterdam i går måtte indkassere et nederlag mod giganten Manchester United, var der efterfølgende roser fra flere engelske medier til den danske landsholds- og Ajax-spiller, som i denne uge kunne fejre sin 20 års fødselsdag.
De to hæderkronede topklubber tørnede sammen i en Europa League-kamp, som endte med en sejr på 2-0 til Manchester United.
Men både før og efter kampen var der stor fokus på det danske stortalent, som har fået meget omtale, især i de engelske medier, hvor han rygtes på vej til netop United.
Og de rygter hører formentlig ikke op efter kampen, hvor Eriksen var en af banens bedste for Ajax.
"Christian Eriksen, som alle klubber tilsyneladende holder øje med, forbedrede sit ry som en mobil angriber, der kan noget med begge ben," skriver den engelske avis The Telegraph i dag.
Også hos BBC blev danskerens præstation bemærket.
"Christian Eriksen viste i kampen, hvorfor mange af Europas største klubber efter sigende jagter ham," skriver BBC Sport.
Kilder: BBC, The Telegraph