Joachim B. Olsen (LA) og Liberal Alliance foreslår at nedlægge Skatteministeriet, afskaffe posten som skatteminister, og lægge hele området ind under Finansministeriet.
Det fortæller DR.
Politisk kommentator Hans Engell synes ikke om forslaget.
- Det er ikke et forslag, der har nogen gang på jord, siger han til Avisen.dk.
- Det virker meget som om, at fordi der nu er sket en masse milliardfejl på skatteområdet, så vil man slå ministeriet ihjel, siger Hans Engell.
For stort
Forslaget om at nedlægge Skatteministeriet kommer fra Liberal Alliance, efter der har været massive udskiftninger på skatteministerposten og flere skatteskandaler, som et flertal i Folketinget nu vil have en kommission til at undersøge.
Der er flere grunde til, at den politiske kommentator ikke anerkender forslaget.
- Én af grundene til, at man i sin tid skilte skat ud som et særligt område, var netop fordi, at området var blevet for stort. Skatteområdet er for stort til, at det kan ligge i Finansministeriet, konstaterer Hans Engell.
For magtfuldt
Derudover peger Hans Engell på, at finansministeren i så fald vil stå som meget magtfuld og med et alt for stort ministerium:
- Langt de fleste politikere synes, Finansministeriet er for stort og magtfuldt i forvejen og med en lang række underlagte styrelser. Og hvis man flytter hele skatteområdet over på finansministerens ressort, så bliver det en enevældig konge, der sidder der, siger han.
Til Liberal Alliances forslag er Hans Engell heller ikke i tvivl om, at der kommer til at mangle opbakning blandt de andre politiske partier.
- LA har jo lov til at tænke tanker, selvom de er regeringsparti. Men der kommer ikke meget ud af det. Hverken de tanker de havde, før de gik i regeringen, eller dem de tænker nu. Så der tror jeg, at de andre partier vil vende tommelfingeren ned. Det er ikke noget, de andre partier vil tage alvorligt, siger Hans Engell.