Kursmanipulation i danske banker er tilsyneladende foregået i større omfang end hidtil kendt, og flere sager kan være på vej.
Senest har bagmandspolitiet sigtet Vestjysk Bank og Sparekassen Himmerland i en sag om kursmanipulation med hinandens aktier, og sagen føjer sig til en række kendte sager vedrørende EBH Bank, Morsø Sparekasse, Sparekassen Kronjylland, Dexia og Aarhus Lokalbank.
Men samtidig arbejder bagmandspolitiet i hemmelighed med yderligere en tilsvarende sag mod en jysk bank, skriver Jyllands-Posten.
Det bekræfter vicestatsadvokat Hans Fogtdal fra bagmandspolitiet, som kun vil sige, at sagen baserer sig på en anmeldelse fra Finanstilsynet, og at der endnu ikke er rejst sigtelser.
- Jeg synes, at det er påfaldende, hvor mange særligt jyske banker vi har modtaget anmeldelser fra Finanstilsynet om, siger Hans Fogtdal til Jyllands-Posten.
Han kan ikke sige noget om, hvornår bagmandspolitiet forventer at tage stilling til, om der skal rejses sigtelser i sagen.
Professor Caspar Rose fra CBS siger, at sagerne er efterdønninger af finanskrisen.
- Bankernes aktier har været under pres, og så er der nogle, der kan blive fristet til at holde kursen kunstigt i vejret, men det er altså ulovligt, siger Caspar Rose til Jyllands-Posten.
Kursmanipulation straffes med fængsel i op til fire år i de groveste sager.
/ritzau/