Jeg er en typisk andengenerationsindvandrer. Ligesom mange tyrkere kom vi hertil i 1960"erne. Mine forældre er vokset op på samme vej, min far går gerne med kniv, min mor har stort set aldrig været ude på det danske arbejdsmarked, og efter 40 år taler hun stadig ikke særlig godt dansk. Men det har nu aldrig været noget stort problem, for de har mange venner fra hjemlandet hertillands, og den danske integration er klaret over stive sjusser.

Heldigvis kom jeg i børnehave, og her lærte jeg dansk – the hard way og uden støttepædagog. Lektiehjælp var heller ikke lige det, vi fik, for det danske skolesystem var for fremmedartet for mine forældre. Hjemme taler vi selvfølgelig stadig moders­målet, og når jeg møder mine søstre ude i byen, slår vi fluks over i vores eget sprog. Men forleden sagde min dreng:

»Øv, mor. Nu skal du tale dansk. Vi er jo i Danmark.«

Det var første gang i mit liv, nogen har kommenteret negativt, at jeg ofte ikke taler dansk. Jeg har kun hørt folk, der synes, det er interessant med et fremmed sprog. Jeg gad vide, om andre indvandrere har det på samme måde? Jeg tror det ikke. I hvert fald ikke, hvis de taler for eksotisk i køen i Netto eller er arbejdsløse. Så er stort set alt galt. Men jeg taler finlandssvensk, en lille dialekt, vi stolt værner om. Vi drikker gin-tonic og betaler topskat, og så er det nemt at være fremmed i Danmark. Balladen opstår først, hvis man er ressourcesvag. Her kan man ikke både være fattig og fremmed og få respekt.