En serie bomber i overvejende shiamuslimske områder af Irak har søndag kostet mindst 15 mennesker livet, oplyser politiet og læger.
Den største eksplosion skete i den sydlige by Basra, hvor mindst otte mistede livet.
Bomben blev sprængt nær hovedkvarteret for et shiamuslimsk parti.
De seneste måneder har der været en lang række angreb i Irak, som fortrinsvis har været rettet mod shiamuslimske områder.
Sunnimuslimske grupper med tilknytning til terrornetværket al-Qaeda formodes at stå bag en del af bomberne.
Det sker i et klima, hvor mange sunnimuslimer føler sig majoriseret og udelukket af den shiamuslimske premierminister, Nuri al-Maliki.
Med søndagens bombeangreb er næsten 350 dræbt ved voldelige anslag alene i denne måned.
Over 2600 er foreløbig dræbt i 2013.
/ritzau/Reuters