Så er der nye beviser på, at ulven for alvor er kommet til Danmark, fortæller TV/MIDT-VEST.
En familie fra Stendis mellem Skave og Vinderup så tirsdag formiddag en formodet ulv på deres marker. Det lykkedes familien at tage et enkelt billede af dyret, og seniorforsker Thomas Secher fra Naturhistorisk Museum i Aarhus er overbevist om, at der er tale om en ulv.
- Jeg udtaler mig aldrig med mere end 98 procents sikkerhed, men man tænker straks, at det er da en ulv, når man ser billedet. Så jeg er ikke i tvivl, siger Thomas Secher til tvmidtvest.dk.
Der er flere kendetegn på dyret fra Stendis, der får Thomas Secher til at pege på en ulv - blandt andet størrelsen, halens længde, ørernes størrelse og den karakteristiske farvetegning.
I slutningen af februar tog et vildtkamera billeder af en ulv ved Harrild Hede syd for Herning. Thomas Secher siger, at der er flere lighedspunkter mellem de to billeder, så han tør ikke udelukke, at det er ulven fra Harrild Hede, der nu er nået til Stendis.
- Det kunne selvfølgelig være sjovt, hvis der var stor forskel på de to dyr, så man med sikkerhed kunne sige, at der er mindst to ulve i Danmark. Men det kan meget vel være det samme dyr, uden at man kan sige det med sikkerhed. Det er også muligt, at det er det dyr, der tidligere er blevet fotograferet i Dejbjerg ved Skjern. I givet fald kommer det godt nok vidt omkring, siger Thomas Secher til tvmidtvest.dk.
Kilde: tvmidtvest.dk